EN BY UDEN ANSIGTER (A City Without Faces)
I syv måneder har maskerne stjålet byens ansigter. Nu føles det næsten normalt. Vi har vænnet os til ikke at se kinder, næser, hager og munde. Men hvordan ville byen se ud, hvis vi fjernede det sidste, der er tilbage?
JEG STÅR PÅ NØRREPORT STATION I KØBNEHAVN og ser på de rejsende. Ugen forinden har regeringen besluttet, at alle passagerer i den kollektive trafik skal bære mundbind for at begrænse smitten. Nede fra Nørreports undergrund kan jeg se folk komme og gå. Med hurtige skridt og halvdelen af deres ansigt dækket af blå stofmasker. Op ad trappen stiger et kærestepar. De holder i hånd, og i det øjeblik, de slipper, strækker deres fingre sig stadig mod hinanden. Deres blikke retter sig mod den forandrede virkelighed, vi alle befinder os i. Er det et øjeblik fyldt med håb og samhørighed i en verden, som virussen har gjort fremmed?
DET ER NU SYV måneder siden, og det fremmede er blevet normalt. I metroen passerer jeg to kvinder. Jeg får flygtigt øjenkontakt med den ene, idet jeg sætter mig. Kvinden siger til sin veninde, at hun altid forsøger at smile til folk, men at de ikke kan se det bag masken. Jeg kigger ud i rummet og indser, at jeg har glemt, hvordan det er. Glemt følelsen af at smile til fremmede mennesker.
VI ER VANT TIL at gå rundt blandt hinanden som fremmede mennesker. Nu er vi ikke kun fremmede, men lukkede. Hvad gør det ved os? Hvad forandres, når vi ikke længere kan se hinanden? Når halvdelen af ansigtet er gemt væk? Når vi ikke længere behøver forholde os til hinanden?
PÅ THORVALDSENS PLADS foran Christiansborg står en gruppe unge kvinder og demonstrerer. Jeg får øjenkontakt med en ung kvinde, der virker bekendt. Hendes hårfarve og statur minder mig om min ekskæreste. Først da jeg kommer tættere på, bliver jeg et kort øjeblik overbevist om, at det er hende. Jeg går hen mod hende og udbryder spontant: »Ej, hej!«. Hun svarer: »Hej«. Med stemmen kommer hendes ansigt til syne, og det går op for mig, at kvinden er en fremmed.
På en shawarmabar sidder en ung fyr og holder sin kæreste i hånden, men hans ansigt er visket væk. Kigger han på hende? Hvad tænker han? Jeg spekulerer på ansigtets betydning. Alt det, vi læser i et ansigt. Alt det, vi mærker. Alt det, vi ser. I hinanden. OG DRØMMER OM DEN DAG, ANSIGTERNE VENDER TILBAGE.